Skibets historie

Skibets historie 

Tekst af Poul Klink, Tom Rasmussen og Kim Basse Samlet og redigeret af Kim Basse Skibets dramatiske historie strækker sig mere end 100 år tilbage i tiden. På siden her får du et oprids af Skibets tidlige historie og dets anvendelse til fragt i de indre danske farvande til de skæbnesvangre timer, der førte til dets forlis i 2014 og til dets genoprettelse og restaurering. I indholdsfortegnelsen herunder kan du klikke dig frem til de menupunkter i historien, som du ønsker at dykke nærmere ned i. 

Indhold

Del 1: Skibets historie: 1880 – 1998 Skibets historie skrives om Ringe viden om Skibets første år Deltog i byggeri af Esbjerg Havn Skibet bliver til lystfartøj Søspejderne overtager båden Skibet flytter til Aarhus Del 2: Bevaringsprojektet 1998 – 2013 Restaureringen begynder Hjem til Aarhus Del 3: Skibets nyere historie 2013 og frem En forening fødes Forliset Restaurering til klasse A-skib Skibet under nye sejl igen En del af DUI-LEG og VIRKE A-skib og Skibets historie skrives om – igen Peer Bonnemann trækker sig som formand

Del 1: Skibet historie 1880 – 1998

Skibets historie skrives om

Af Tom Rasmussen, sekretariatsleder i Skibsbevaringsfonden. Skibet har hidtil været formodet bygget i 1880, men i begyndelsen af 2019 dukkede der nye oplysninger om Skibet op. De oplysninger gør, at Skibet formentligt kan være ældre end først antaget. Båden er bygget af Rasmus Hansen i Dyrehaugen ved Nyborg. Ifølge spejderkredsen i Aarhus var bådens oprindelige navn “Panope”. Båden havde en oprindelig længde på 26 fod. Ved Overtoldbestyrelsen førtes et generalregister over danske skibe over 20 tons. I denne protokol fremgår det, at “Panope”, 26 fod/4,85 tons er hjemmehørende i Marstal og fra 1889 “fuldt registreret”, da fartøjet tit sejler “på udlandet”. I afskriften oplyses der, at båden er bygget i 1877. Der kan naturligvis forekomme fejl, og en mulig fejl kan være, at “Skibets oprindelige navn slet ikke var “Panope”.

Men i den omtalte registreringsprotokol forekommer fem fartøjer bygget af Rasmus C. Hansen. Tre af dem er på ca. 26 fod, og de to sidste er 31 fod. To af dem på 26 fod er bygget i 1873, det tredje (“Panope”) i 1877. Det vil forekomme mærkeligt, hvis Rasmus Hansen har bygget to “Panope” med de samme dimensioner med tre års mellemrum. Det kan dog ikke afvises. Der skal videre undersøgelser til, inden vi med sikkerhed kan identificere og aldersbestemme “Skibet” med 100 procent sikkerhed. Skibsbevaringsfonden arbejder på sagen og planlægger et besøg på Landsarkivet for Fyn, hvor de forhåbentligt kan finde lokale toldprotokoller. Derudover er der spor, der fører til Marstal, som Skibsbevaringsfonden følger.

Ringe viden om Skibets første år

Af Poul Klink, FDF Aarhus søkreds ‘SKIBET’ havde stabelafløbning som jagt med dimensionerne 8,42 meter lang, 3,33 meter bred og dybgang på 1, 35 meter. Hun blev bygget af fyr på eg og var meget lig Nordenhusbådene, der tidligere anvendtes til fiskeri i bælterne.

Download og læs 1. del af søkorpsets jubilæumsbog her:

FDF-FPF Søkorps Århus, Jubilæumsbog, del 1 skibetDownload Vi ved ikke meget om fartøjets færden de første år, men mon ikke hun blev brugt til sildefiskeri og pæreskudefart på København.

Deltog i byggeri af Esbjerg Havn

I 1910 blev fartøjet forlænget med 2 meter og riggen blev suppleret med en mesanmast og hun blev således galeaserigget.

Ifølge Oluf Kures blev fartøjet anvendt som stenfisker i en periode med reg.nr. St.F. Nr. 817. Hun landede bl.a. sten i Kolding, som blev fragtet videre med jernbane til bygningen af Esbjerg havn i begyndelsen af 1900’tallet. Ifølge Oluf Kure fra Assens hed hun ‘M/GL PANOPE’, var hjemmehørende i Faaborg og havde Skipper Albert Pedersen som ejer.

Skibet bliver til lystfartøj

Oluf Kure tidligste optegnelser er fra 1939 og viser, at båden blev gjort til et lystfartøj allerede engang i 1920’erne. I 1930’erne skiftede ‘M/GL PANOPE’ navn til ‘HAMLET’, og var på det tidspunkt ejet af skibshandler H.P. Andersen i København. Det var ham, der monterede fartøjets første motor, en 30 HK Bukh. I 1946 blev ‘HAMLET’ solgt til Randers, hvor navnet samtidig ændredes til ‘BOOMERANG’. Ejeren er ukendt, men vi ved dog, at der har været 2 ejere fra 1946 til 1948, hvor fartøjet igen blev solgt.

Download og læs 2. del af søkorpsets jubilæumsbog her:

FDF-FPF Søkorps Århus, Jubilæumsbog, del 2 skibetDownload Den nye ejer var nu læge Mogens Langballe. Bådens navn og hjemsted forblev uændret, men Langballe foretog store istandsættelser. Bl.a. blev bund, køl og agterspejl udskiftet. Det formodes, at det var ved den lejlighed, at klædningen blev udskiftet fra fyr til eg. Det er ligeledes sandsynligt, at der ved samme istandsættelse også blev monteret en ny motor, Ford 6 cyl. Diesel med 90 HK.

Søspejderne overtager båden

I 1959 blev fartøjet solgt til P. Høgsholt fra Viborg, som havde hende liggende i Hjarbæk. Så vidt vides, lå hun ubenyttet hen det meste af tiden, indtil hun blev købt af FDF i 1964. De nye ejere var FDF Hvalpsund, som var under kredsledelse af fiskeribetjent Steffen Nielsen. FDF Hvalpsund gav hende navnet CIMBRIA og gik i gang med diverse istandsættelser. Desværre blev det snart tydeligt, at børnegrundlaget i området var for tyndt. Dette og manglen på ledere gjorde, at sejladsarbejdet blev indstillet, og ‘CIMBRIA’ sat til salg. Hun nåede dog at komme med på FDF´s landslejr på Sletten i 1967, hvor hun sejlede på Julsø. Det var her den daværende FDF-kreds fra Århus så hende for første gang, og året efter, i 1968, købte FDF 20. kreds (senere FDF Århus Sø kreds) fartøjet for 19.000 kr.

Skibet flytter til Aarhus

Sælger fik ‘CIMBRIA’ bugseret til Hals, hvor kredsen overtog. Til lejligheden havde de aftalt bugsering med fiskeskipper Jens Kjær og dennes kutter ‘AS1 DAGNY KJÆR’. Vejret var ad h… og vandet fossede ind – havvand fra neden og regnvand fra oven, men hjem til Århus kom de. En større istandsættelse blev herefter påbegyndt, hvor bord og spanter blev udskiftet, og en ny kahyt blev rejst og motoren blev renoveret. Motoren blev dog senere blevet skiftet til en 4 cyl. Ford diesel. Trods mange genvordigheder blev ‘CIMBRIA’ sejlklar i juli 1969 og blev ved samme lejlighed omdøbt til ‘S/Y SKIBET’ AF ÅRHUS. Båden var nu i FDF Århus Sø kreds besiddelse i de næste årtier.

Del 2: Bevaringsprojektet 1998 – 2013

Af Poul Klink, FDF Aarhus søkreds Men ak… tidens tand gnaver i os alle – også i “S/Y SKIBET”, og de første tanker og ønsker fødtes om endnu en gennemgribende restaurering.

Sejl og rig havde på det tidspunkt holdt deres 17 års fødselsdag og trængte efterhånden til at blive udskiftet. Agterspejlet viste begyndende råd og forstævnen var af samme grund blevet repareret – allerede i slutningen af firserne. FDF Århus Sø kreds tog derfor kontakt til Skibsbevaringsfonden under Kulturministeriet. Det faktum, at ‘S/Y SKIBET’ er bygget i 1880 og var en af kun to tilbageværende bæltbåde i Danmark, vagte interesse, og i foråret 1998 fik de tilsagn om 250.000 kr. fra Skibsbevaringsfonden. Men der manglede stadig midler til et så stort projekt. Andre fonde blev kontaktet og med kredsens surt indtjente spareskillinger blev det ønskede beløb nået i efteråret 1998. De havde nu næsten en halv million kroner på kistebunden og kunne gå i gang.

Restaureringen begynder

I december 1998 blev ‘S/Y SKIBET’ derfor hentet på vogn og fragtet til Bådebygger Værftet i Årøsund. Her tilbragte hun de næste mange måneder i hænderne på Johannes Heebøll og hans folk. Arbejdet gik i gang. Bordene blev åbnet og den gamle stævn røg ud. Det samme gjorde ca. 30 meter planke i skroget, agterspejlet og rufferne. Nyt kom på og i foråret var ‘S/Y SKIBET’ klar til den første maling. Det blev gjort i linolie og i de oprindelige farver fra omkring 1910 med lysegråt skrog og grøn skanseklædning. Rufferne gennemgik nok den største forandring. Fra at være blanklakerede med skylights blev de nu til mørkegrå skalkeluger. Over ruffet skal der lægges en formsyet presenning, der skalkes fast med lægter og kiler i skalkejern. Agter kahyttens skot blev rejst op og gav mere plads om læ. Det hele i skibsbyggerens bedste pitchpine!

Som tiden gik, tog også rundholterne form, og snart lå de blanklakerede master af lærk og ventede på riggen. De rustfrie stag og vanter m/ vantskruer blev nu afløst af en “rigtig” sejlskibsrig. Tjæregarnsklædte vanter bundet op med hårdt slået taljereb og skøder af 3 slået Spunflex. Alt sammen leveret af Skibsbygger Bent Hartvig i Rudkøbing. Nu var det slut med flettet skødetov som i plastikbådene. Flotte, hvide sejl i Du radon Light fra HR Sejl i Vejle kom også. Med håndsyede lig og barme, der kun findes fastere på en ungmø. Nyt storsejl, mesan, fok og klyver, og noget helt nyt: topsejl til både stor- og mesanmasten. Alt i alt, 73 kvadratmeter – og ca. 20 kvadratmeter mere end tidligere.

Hjem til Aarhus

Den 23. oktober 1999 var ‘S/Y SKIBET’ klar til at afgå fra værft. En vellykket prøvesejlads var afsluttet weekenden før, utætheder og justeringer var lavet og både proviant og diesel var om bord. Kl. 9.00 afgik ‘S/Y SKIBET’ i en frisk til hård vind fra syd/øst og med kun storsejl og klyver blev kursen sat imod Hou. 8½ time senere – glade, men kolde stod de atter med fast grund under fødderne. Da det gik bedst, gik de 8,9 knob over grunden – det havde de aldrig prøvet før! De sidste mil hjem til Århus blev klaret i højt humør, tågen til trods.

Del 3: Skibets nyere historie 2013 og frem

Af Kim Basse, journalist I foråret 2013 skiftede Skibet endnu engang ejer. Denne gang var den nye skipper Peer Bonnemann. Han havde på det tidspunkt sejlet med et hav af forskellige både af forskellig art og typer, siden han var dreng. Allerede i 1982, da han flyttede til Aarhus, forelskede han sig på båden, og nu fik han endelig muligheden for at købe det.

Samtidig fødtes tanken om et foreningsskib. I første omgang var foreningen tiltænkt familie og venner, men formalia kom først: Købsprisen, som blev sat til én krone. Peers kone, Marianne, som var med på ideen, betalte halvdelen af købsprisen. Men da Peer ikke havde fået kontanter med sig, måtte han optage et lån på de sidste 50 øre hos hustruen, Marianne, før skuden kunne blive deres. Gælden er siden blevet indfriet. Den 7. juni 2013 var Skibet endelig i skipper Peer Bonnemann Larsens og hans hustru Marianne Bonnemann Larsens besiddelse.

En forening fødes

En forening blev oprettet og fik navnet Bevarelse af Skibet 1880, og den 27. marts 2014 var et nyt formål for Skibet blevet defineret: ”At restaurere og bevare dette ældre sejlførende træskib som kulturhistorisk minde om fragtsejllads tidligere store betydning.

At tilbyde aktivitet med vedligehold og sejlads til personer, der interesserer sig for Skibet, eller som kan have særlig gavn af arbejdet eller sejladsen med ”Skibet”. Kun medlemmer må sejle med Skibet. Skibet må kun sejles af en skipper, der er godkendt af formanden eller godkendt på et medlemsmøde, og som minimum har duelighedsbevis i sejlads og duelighedsbevis i maskinpasning samt VHF-bevis, eller tilsvarende.” Skibet sejlede nu primært med familie og med venner som besætning. Det blev til mange skønne ture i Aarhusbugten, Fyn rundt og meget andet, indtil efterårets ustadige vejrlig satte ind. Nu sejlede båden ind i sine største problemer i sine mere end 100-årige historie. En skæbnesvanger oktobernat gik Skibet ned.

Forliset

Foreningen til bevarelse af Skibet 1880 fik i efteråret 2014 tilbud om at sejle en tønde og 1.200 flasker vin fra Kiel i Tyskland til en restaurant i København, hvor det skulle ankomme på kulturnatten den 10. oktober. Skibet forlod Nakskov mandag middag den 5. oktober og satte kursen mod Fejø. Da Skibet med besætning kom ud af sejlrenden og på åbent vand, blev fokken og mesanen sat. Der var lidt sø, men skibet bjærgede sig godt. Vinden blæste på det tidspunkt omkring 8 til 9 meter i sekundet og var tiltagende fra østlig retning, hvilket er rigtig fint sejlvejr. Kursen var nord, nordøst og på vej op til bøjen ved Onsevig bjærges fokken og Skibet gik videre for mesan og motor.

Problemerne melder sig

Lige inden Skibet skal ind igennem sejlrenden imellem Fejø og Lolland, melder de første problemer sig: Mesanfisken flækker på forsiden. Besætningen bjærger dog hurtigt mesansejlet og får surret masten, så den holdes på plads, og Skibet sejler herefter videre for motor. Efter noget tid, satte motoren også ud. Da den ikke var til at starte igen, valgte Peer Bonnemann derfor at vende Skibet igen og gå tilbage mod Spodsbjerg. Fokken blev sat med reb, og Skibet lænsede herefter med vinden tilbage. Da det begyndte også at blæse op yderligere op, kontaktede Peer forsikringsselskabet. Her blev parterne enige om at iværksætte en almindelig bugsering via Lyngbyradio for at få Skibet bugseret til sikker havn. I Spodsbjerg havde Værnsfælles Forsvarskommando (VF) en båd. Den kunne dog ikke mobilisere besætning. Der blev derfor sendte en anden privatejet båd ud til Skibet, der var tilknyttet som kontakt til området. Den var til gengæld for lille til bugseringen. Det betød, at værdifulde timer blev spildt, mens vinden steg til kuling og skabte kastevinde på over 20 sekundmeter. Bølgerne var nu over halvanden meter høje, og søerne stod ind over Skibet. Imens ventede de fem besætningsmedlemmer fortsat VFens næste træk.

Patruljeskibet Freja ankommer

Endelig efter flere timers venten nåede patruljeskibet Freja fra Ærø frem. Det var blevet sendt fra Marstal op i igennem Langelandsbælt mod Skibet, hvor den ankom over midnat. Da de endelig nåede frem omkring midnat, havde Skibet ligget underdrejet i godt 5 timer på stort set samme sted, og de fem besætningsmedlemmer havde nu været på søen i omkring 15 timer. En trækline blev kastet over til Skibet fra Freja, da de passerede i tæt afstand. Besætningen fastgjorde slæbeline og meldte Skibet klart. Men da Freja vil til at trække, taber de slæbelinjen. De meddeler fra broen, at de har et lille problem med linen og sætter en livbåd i vandet for at samle den op igen. Yderligere minutter går på denne måde, inden slæbelinen endelig er fastgjort på Freja, og bugseringen tilbage til Spodsbjerg kunne begynde. Ved Langeland får Peer Bonnemann og de øvrige besætningsmedlemmer at vide af VF, at Skibet skulle trækkes ind i industrihavnen. Det accepterede Peer som skipper, for industrihavnen ligger godt i forhold til vinden, som kom fra øst.

VF vælger farlig færgehavn

Frejas livbåd blev igen taget i brug for at trække Skibet det sidste stykke ind. Bugseringslederen kom ombord på Skibet, og de begyndte at slæbe. Men på trods af, at industrihavnen var blevet valgt på grund af de gunstigere vindforhold, slæbte livbåden alligevel Skibet ind i færgehavnen. Kontakt blev forsøgt, men bådføreren svarede. I stedet lød der råb og skrig fra livbåden. Valget af færgehavnen skete på trods af, at vandet her var langt mere uroligt end i industrihavnen, og blæsten væsentligt hårdere, fordi indsejlingen til havnen er stik øst, hvor vinden kom fra. Da Frejas livbåd med Skibet på slæb var næsten inde ved dækmolen, kunne livbåden ikke længere holde Skibet mod vinden og bølgerne. Styrmanden forsøgte derfor at dreje rundt og skubbe Skibet mod kajen. Han kom dog til at skubbe for lang agterud, så Skibet trak til styrbord med stævnen, hvilket gjorde, at stævnen og klyverbommen bragede ind i betonhjørnet ved færgelejet, hvorefter Skibets bagbordsside svingede ind mod stensætningen. Yderligere kaos opstod på livbåden og hos den ledende ombord på Skibet, da motoren på Frejas redningsbåden gik ud og ikke kunne startes igen.

VF-redder beordrer besætning i havet

Hjælpeløst bankede Skibet nu ind i stensætningen i Spodsbjerg Færgehavn. Gang på gang pressede blæsten og de halvanden meter høje bølger Skibet ind mod stensætningen, og igen og igen regnede slagene fra stensætningen ind mod det mere end 100 år gamle træskibs skrog. Situationen får en af VFs redningsfolk til at sige til besætningen ombord på Skibet, at de skal gøre sig klar til at hoppe i vandet. Den beslutning nægter Peer Bonnemann med sine på dette tidspunkt 46 års sejlererfaring at adlyde. Med stiv kuling og vindstød på og til hård kuling samt halvanden meter høje bølger, der pressede Skibet op mod stensætningen og skabte en malstrøm, når det slap igen, var det livsfarligt at kastede sig i vandet på den ene side af Skibet. På den anden stod bolværket som en mur ud mod vandet og gjorde det umuligt at komme i sikkerhed den vej. Med udsigt til at blive knust mod et færgeleje, af jern og beton gjorde Peer og Marianne det klart, at det skulle de ikke.

VF-redders fod knust under gummiged

På færgelejet var der et arbejdssjak fra entreprenørfirmaet Aarsleff, der stod for reparation af kajanlægget. Én af deres folk (Huddi) var hurtigt henne ved sin gummiged og fik livbåden trukket væk. Han ville have et tovværk fra Skibet over til gummigeden på kajen, så Skibet kunne trækkes væk fra stensætningen. Imens besætningen ombord på Skibet gjorde tovværk klar, forsøgte håndværkeren i gummigeden at skubbe VFs gummibåd fri. Desværre mislykkedes operationen, fordi én af VFs redningsfolk kommer i vejen for gummigeden og får sin fod kørt over. Den sag slutter først i begyndelsen af 2019, hvor forsikringsselskabet nægter at anerkende redderens kvæstede fod som en arbejdsskade. Dette optrin flyttede den ledende redders fokus fra Skibet, til det der skete på land, og han bad Skibets gast Jacob om at ringe til alarmcentralen. Det skete, alt imens Skibet var ved at blive smadret mod stensætningen.

Skibets skipper overtager styringen

Det fik Peer Bonnemann til at meddele den ledende redder, at Peer nu overtog styringen. Peer gik derefter til mesanen, løsnede skødet til bommen og slækkede den helt ud. Marianne der så, hvad Peer var i gang med, surrede den til staget så den var fast. De andre gaster på “Skibet” skabte sikker passage til agterdækket, hvor alle efterfølgende gik ned. Ved at gå armgang over bommen, når der var en lille mellem slagene mod Skibets side, kom Peer over på stensætningen som den første. Jacob kom over som den næste, men da Marianne skal over, glider hun og trækkes ned mod skibssiden og malstrømmen mellem Skibet og stensætningen. Til alt held får Jacob, der har været soldat i Den Kongelige Livgarde, fat i hende og trukket hende i land. Samtidig var Thea på vej over, og til sidst Christian. Den ledende redder stod tilbage på Skibet og blev som den sidste også hjulpet i land af Jacob. Fra da Skibet rammer molen første gang, til det går ned, er der gået cirka 25 minutter. Og kun ti minutter, går der fra besætningen er gået fra borde til, at Skibet ligger på havets bund i færgelejet.

Pårørende ved ingenting

Sikkert på land foretager Christian opkaldet til alarmcentralen og får rekvireret det nødvendige beredskab, lægevogn, ambulance og politiet, som også kom. Noget forkomne kommer Skibets besætning over i færgeterminalen, hvor også den ledende redder, indsatsleder og to politifolk er tilstede. Skibets besætning får oplyst, at VFs opgave er færdig, nu da alle er i land. Peer Bonnemann forholder sig undrende til, at VFs båd og Skibet ikke skal sikres, men VF meddeler, at de er færdige og har gjort deres opgave, hvorefter bådføreren og den ledende redder tager derfra med en taxa til Korsør. Politiets indsatsleder skaffede et hotelværelse til Skibets besætning, som han efterfølgende kørte dem til. Hotelmutter er virkelig sød og omsorgsfuld. Besætningen får værelser over for hinanden, varme ostemadder, hvorefter besætningen får talt igennem, hvad der er sket i løbet af dagen, hvordan folk havde det, og om der var noget, de kunne have gjort anderledes. Ingen af besætningsmedlemmerne har på dette tidspunkt noget strøm på telefonerne, og samtlige opladere lå nu på bunden af Spodsbjerg Havn. Først op ad formiddagen dagen efter, får besætningen talt med de pårørende derhjemme. Det første de pårørende hører om forliset er derfor igennem dagspressen, da de vågner om morgenen.  Hele forløbet fik efterfølgende skipper Peer Bonnemann til at udtale skarp kritik af Værnsfælles Forsvarskommando (VF). Den kritik nåede også dagspressen. VF skulle efterfølgende have ændret procedurerne ift. uddannelse af personalet, så de bedre kan håndtere lignende situationer i fremtiden.

Skibsbevaringsfonden med en fremstrakt hånd

Efter et par timers søvn, er besætningen på havnen igen, hvor de bruger hele eftermiddagen på at bjærge deres ting fra færgelejet, Besætningen fik god støtte i form af kaffe og snak med havnearbejderne på stedet, de lokale og fra håndværkerne fra Aarsleff. Først klokken 17.00 tog besætningen en taxa hjem til Aarhus, men allerede klokken 8 morgenen efter var Skibets besætning tilbage i Spodsbjerg for at fortsætte bjergningsarbejdet. Både vin og skib blev siden bjerget. Langt de fleste flasker vin overlevede forliset. På kajen blev flaskerne pakket om i fiskekasser af plastik og derefter transporteret til København, hvor de blev vasket og gjort klar til servering på Kulturnatten. Under serveringen af vinen i København blev der oprettet en indsamling til fordel for Skibet. De gode tanker lod dog meget tilbage at ønske: Ikke én eneste krone fik Skibet ud af indsamlingen. Det var på trods af, at enkelte af flaskerne blev solgt for 3.200 kr., og at den københavnske restaurant, som vinen skulle leveres til, fik massiv medieomtale og besøg på baggrund af historien. Til gengæld ventede nu 2,5 års hårdt slid fra skipper, Peer Bonnemanns, side på at få Skibet repareret og søsat igen. Forsikringen dækkede 240.000 kroner af tabet efter forliset. Det beløb rakte dog kun til en smule af udgifterne for at få båden ud og sejle igen. Heldigvis stod Skibsbevaringsfonden klar med en fremstrakt hånd i mørket.

Restaurering til klasse A-skab

Skibet under nye sejl igen

I 2017 fik Skibet atter vand under kølen. 2,5 års benhårdt slid på Årøsund Skibsværft bar endelig frugt. Hullet i skroget var lukket, og den knækkede bom repareret. Derudover blev mesanen flyttet 73 centimeter frem, mens stormasten blev flyttet 23 centimeter tilbage, så de i dag står på deres oprindelige placeringer. Det blev gjort for at føre Skibet tilbage til sit oprindelige udseende. Det var med bankende hjerter og med nervøse miners anstrøg, at Skibet blev sænket i havnebassinet. Men skroget holdt, og i begyndelsen af juni var Skibet endelig klar til sin nye jomfrusejlads. På trods af at bom knækkede igen kort tid efter, at Skibet havde forladt havnen i Årøsund, gik turen hjemover fint. Solen skinnede fra en skyfri himmel og Skibet skød en pæn fart. Rejsen fra Haderslev tog to døgn, og natten blev tilbragt i Middelfart. Dagen efter stod besætningen op til et tåget og diset vejr uden ret meget vind. Skibet drev derfor meget langsomt den sidste del af rejsen hjem til Aarhus. Sikkert i havn ventede vennerne i Træskibshavnen med kolde øl og hurraråb. Skibets nye jomfrutur blev dækket i flere danske medier samt i USA, og på blot en uge havde 45.000 mennesker set Skibet lægge til i Aarhus igen. Et stort stykke arbejde var tilendebragt.

En del af DUI-LEG og VIRKE

I 2018 blev der taget kontakt mellem Foreningen til bevarelse af “SKIBET” 1880 og DUI-LEG og VIRKE. DUI-LEG og VIRKE er en landsdækkende organisation for børn, unge og deres familier og er tilknyttet arbejderbevægelsen. I juni 2019 blev der holdt stiftende generalforsamling ombord på Skibet. Her blev en ny bestyrelse valgt, og vedtægterne samt kontingentsatserne for Skibet som lokalafdeling i DUI-LEG og VIRKE blev vedtaget. Den første tur, som Skibet sejlede i DUI-regi var i uge 28 til Juelsminde, hvor Horsens Afdeling og Hvidovre begge var på sommerlejr. Samme år modtog Skibet et tilskud på 20.000 kroner til genskabelse af det oprindelige krøbelspil samt af Friluftsrådet. Derudover modtog Skibet KR.36000 kroner fra Nordeafonden til at til at få syet nye sejl og til at udbygge det formaliserede samarbejde med Veteranhjem Midtjylland i Aarhus, som Foreningen til bevarelse af “SKIBET” 1880 indledte samme år.

A-skib og Skibets historie skrives om – igen

Selvom Skibets lange rejse siden forliset i 2014 havde nået en milepæl ved hjemkomsten i Træskibshavnen i Aarhus, var der stadig et stykke vej til fordums styrke for det gamle Skib. Skibsbevaringsfonden trådte derfor til igen med en pose penge KR. 220.000. Denne gang skulle Skibet føres tilbage til sin oprindelige stand fra 1910. Det er det ældste, man har kunnet dokumentere noget vedrørende Skibets udseende fra. Arbejdet blev påbegyndt i foråret 2019 på Løgstør Bådebyggeri. Her blev skroget eftergået, og der blev udskiftet flere planker, som blev klinket efter skibsbyggerkunstens regler i Skibets ungdom. Ved samme lejlighed blev køjerne bygget om og indretningen ændret. Efter planen skulle Skibet søsættes igen i midten af sejlsæsonen, men af uvisse årsager kneb det fra bådebyggerens side at overholde tidsfristen, så Skibet først så vand igen, da sejlsæsonen lakkede mod enden. I forbindelse med ombygningen og tilbageførelsen til den oprindelige stand, fik Skibet den særlige betegnelse ”klasse A-skib”, som står for autentisk. Under arbejdet med at gøre Skibet til A-skib, fremkom der papirer fra Marstal Søfartsmuseum, der viser, at Skibet er ældre end hidtil troet. Den nye datering er nu fra 1877, altså tre år ældre end hidtil antaget. Dermed skulle Skibets historie skrives om endnu engang. På trods af den ældre datering valgte foreningen bag Skibet at bevare ”1880” i sit navn.

Peer Bonnemann trækker sig som formand

Sikkert i havn i Aarhus igen og med titel af A-skib samt en endnu ældre fødselsattest, kunne Skibet nu gå sæsonen 2020 i møde med fornyet gejst og glæde blandt foreningens medlemmer. En stærk kerne af frivillige medlemmer havde igennem de seneste år lagt oceaner af kræfter i genrejsningen af den maritime sejlende kulturarv, Skibet. Særligt én person er med sit utrættelige slid årsag til, at fremtidige generationer nu kan få glæde af Skibet i mange år endnu: Peer Bonnemann. Ved generalforsamlingen i marts 2020 trådte Peer Bonnemann tilbage fra sin ledende rolle som formand for Foreningen til bevarelse af “SKIBET” 1880. Hans arbejde var tilendebragt, og nye stærke kræfter trådte frem. Selvom Peer Bonnemann stadig indtog en fremtrædende rolle i foreningen omkring Skibet, blev Lise Jørgensen valgt som ny formand på generalforsamlingen.